Transport til Ukraine – Rebild Rotary Klub sender 4-5 sættevogne med nødhjælp til Ukraine, med stor støtte fra Rotary Danmarks Hjælpefond.
Rebild Rotary Klub har skabt projektet ”Transport til Ukraine” i år.
Med støtte fra Rotary Danmarks Hjælpefond og flere af områdets Rotary- og Inner Wheel klubber, virksomheder og private bidragsydere, er det lykkedes at samle penge, næsten 100.000,- kr. til at dække omkostningerne til transport af hospitalsudstyr, varmt tøj, tæpper, senge, madrasser, bleer, og børnemælk, legetøj og andre fornødenheder til de hårdt ramte områder i Ukraine. Der er indsamlet midler til at sende 4-5 sættevogne afsted.
Tovholder på projektet, Lars Jørgen Pedersen fra Rebild Rotary Klub har etableret et frugtbart samarbejde med ”Solskin for Ukraine” en forening stiftet af Hanne og Joan Pedersen samt ”Bevar Ukraine”. Foreningen indsamler donationerne, sorterer og får pakket lastbilerne. “Solskin for Ukraine” bidrager med stort engagement og mandetimer sammen med en utrættelig gruppe frivillige.
Det samarbejde vi indledte for 3 år siden, startede med donationer af varmt tøj, tæpper, stearinlysrester til skyttegravslys, og andre nødvendige effekter.
Lars Jørgen Pedersen udtrykker stor taknemmelighed for dette samarbejde. Og den imødekommenhed dette projekt har mødt.
Det er rørende at se, hvor mange der gerne vil hjælpe.
Projektet er et godt eksempel på, hvordan lokale kræfter kan gøre en reel forskel – og hvordan samarbejde på tværs af Rotary og netværk kan skabe konkret hjælp dér, hvor behovet er størst.